Som man kan læse, står følgende tekst omskrevet til nutidsdansk på bjælken over kirkegårdsdøren i Hørning “Gud: “Må vort hus og hjem bevares - og os fra ulykke spares.”
Som man kan læse, står følgende tekst omskrevet til nutidsdansk på bjælken over kirkegårdsdøren i Hørning “Gud: “Må vort hus og hjem bevares - og os fra ulykke spares.”
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Historie: Blegind-præst knækkede Djævlen

Midt i 1500-tallet blev Hørning sogn underlagt Blegind sogn - den niende præst efter reformationen kæmpede mod spøgelser

Af Bodil Jørgensen, Hørning.







Den niende præst i Hørning efter reformationen i 1536 var Laurits Sørensen Worsøe, der var en meget speciel præst.

Det kan man læse om i 'Årsskrift 2017' for Lokalarkiverne i Hørning og Veng, hvorfra UgeBladet har fået lov til at bringe en ganske farverig beretning om præsten Laurits Sørensen Worsøe.

Han blev kendt vidt omkring for sine evner til at mane Fanden i jorden, og der findes adskillige fortællinger om hans sammenstød med Djævelen.

 

LÆS OGSÅ: Det var dengang: En fattig kvinde blev gjort til kastebold

Pastor Worsøe havde øgenavnet ”Slante-Laus”, og der er forskellige forklaringer på årsagen til dette.

Et sagn siger, at Fanden forlangte penge for at forsvinde og derfor råbte: ”Slanterne, Laus!”

En anden historie beretter om en køretur hjem fra Hørning, som gik så gruelig galt. Præsten havde som regel altid mønter på sig, så han kunne smide dem i hovedet på Fanden og vinde på den måde, men denne dag havde han ingen, og Fanden selv sprang op af grøften og væltede ham. Uheldigvis brækkede præsten hoften og måtte kravle hele vejen hjem til præstegården.

Bruddet heledes dårligt, og præsten havde derefter en besværet eller haltende måde at gå på.

Ifølge historien, plantede ”Slante-Laus” et poppeltræ ved vejen, hvor han blev slået omkuld, og hvis denne poppel blev fældet, ville der brænde tre gårde i Blegind! - og sådan et varsel vil jo nok blive sandt, hvis man venter længe nok.


En spøgelseskørsel

En af de opgaver, som ”Slante-Laus” påtog sig, var at stoppe den afdøde amtmand i Skanderborg, Jørgen Grabow, som kørte spøgelseskørsel med sit sorte firspand mellem Dyrehaven og Sølund.

Først afslog præsten at hjælpe, men man lokkede med adskillige sølvdalere, og præsten sagde ja.

En mørk efterårsaften tog præsten til det sted, hvor hestevognen plejede at vise sig. Her tegnede præsten et kors i vejsandet og gav sig til at vente.

Da det uhyggelige køretøj kom i vild fart, stoppede hestene brat og kunne ikke passere korset. Præsten steg ombord og så nu, at det var Fanden, der sad på bukken med den afdøde amtmand inde i vognen. Præsten kastede en skilling i hovedet på kusken, og denne måtte nu adlyde præsten, som styrede hele ekvipagen ud ad vejen til Tåning, hvor vogn, kusk og passager blev manet ned i en bundløs mose, ”Den dybe bæk”.

I tiden herefter kunne skanderborgenserne igen færdes i ro og fred på vejene

Slante-Laus’ poppel, der for længst er gået ud. Sagnet siger, at det blev plantet der, hvor “Slante-Laus” havde en batalje med Djævlen. Arkivfoto
Slante-Laus’ poppel, der for længst er gået ud. Sagnet siger, at det blev plantet der, hvor “Slante-Laus” havde en batalje med Djævlen. Arkivfoto

Kongen og ”Slante-Laus”

Kongen ønskede, at Laurits Worsøe fik et embede på Sjælland, så kongen kunne have ham i nærheden til at skaffe ro på de spøgelsesplagede slotte, men blegindboerne ville så nødigt af med deres præst og bønfaldt Kongen om at måtte beholde ”Slante-Laus”.

Præstens evner med åndemaneri betød, at han var en velhavende mand, og i 1767 købte han Blegind Kirke af Kong Chr. VII, og han ejede også store dele af Dørup og Bjertrup.


”Slante-Laus” gik igen

Ifølge sagnet har præstens overnaturlige evner forfulgt ham efter hans død i 1780.

Han blev selv til et spøgelse og stod op af sin grav, hvorefter han gik gennem vinduet i præstegårdens hestestald i midnatstimen og lagde sig til hvile i halmen på loftet.

I et par af vinduerne gik ruden altid i stykker, uanset hvor ofte de blev fornyet.


To vinduer til spøgelset

Blegind præstegård ændrede navn i 1909, da præsten flyttede til Hørning, og gården blev almindelig landbrugsgård med navnet ”Blegindgaard”.

Den har været ejet af forskellige gårdmænd gennem tiden og blev i 1959 købt af Arne Schøler.

Den gamle faldefærdige hestestald var placeret meget tæt på kirkegårdsdiget og skulle i 1963 vige pladsen for en ny stald. Hestestalden blev væltet, og der blev gravet grund til nybyggeriet. Der hvor stalden skulle ligge, stødte man på en brønd sat af kampesten. Brønden var fyldt op med affald og brændt tømmer, som kunne dateres til branden i 1743.

Da den nye stald skulle bygges, fik Arne Schøler murerne overtalt til at sætte to gamle vinduer fra hestestalden i nordgavlen på den nye stald. Bare for en sikkerheds skyld, som han sagde.


En aftale om altervinen

Efter at præsten var flyttet til Hørning, var der klausuleret på Blegindgaard, at der skulle være staldplads til præstens hest, når der skulle holdes gudstjeneste i Blegind, og i stuehuset skulle der være et værelse, hvor ornatet kunne hænge, og præsten kunne klæde om.

Dette er omtalt i breve fra marts 1927 fra pastor Jørgen A. Biering (1907-1926) til pastor H.P. Bruun-Simonsen (1927-1967).

I brevene er også nævnt, at et stykke kirkejord er ”indgået” i driften af landbruget, og at ejeren til gengæld skal betale for altervinen i Blegind Kirke.

Begge disse krav fik Arne Schøler ophævet.

Til fortællingen om Blegindgaard knytter sig også beretningen om en udgravning af en stenalderboplads på gårdens mark.


Boplads - yngre stenalder

Arne Schøler havde i løbet af en forholdsvis tør sommer observeret, at nogle steder i kornmarken havde stråene en anden farve.

Disse ”farver” dannede et mønster, og han tog derfor kontakt til arkæologerne på Forhistorisk Museum Moesgaard, som i 1963 foretog en udgravning på stedet. Det viste sig at være en boplads fra yngre stenalder, hvor fundene bestod af adskillige potteskår, flinteredskaber og -våben.

Nogle potteskår kunne samles til en hel lerpotte, og denne er nu, sammen med de største og mest sjældne stenøkser, pilespidser og redskaber, på Moesgård Museum.

Arne Schøler havde både inden og efter udgravningen selv samlet adskillige flintesten på sine marker – sten som tydeligvis var forarbejdet til redskaber og våben. Nogle af disse fund findes nu på Museum Skanderborg, og nogle er i privat eje.

Redigeret af Jørgen Bollerup


Publiceret: 15. April 2018 11:45

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra NYT OM Østjylland